Genoptræning efter indlæggelse

Det er lægen på sygehuset, der vurderer, om du har behov for genoptræning.

Efter et sygehusbesøg kan der ofte være behov for genoptræning for at komme godt tilbage til hverdagen. Genoptræning kan være nødvendig efter en operation, en skade, sygdom eller længere tids indlæggelse, hvor kroppen har været svækket. Sygehuset sender en genoptræningsplan til Sorø Sundhedscenter. Når vi har modtaget din plan, kontakter vi dig gennem din digitale postkasse. Hvis du er fritaget for Digital Post, vil du i stedet modtage et fysisk brev i din postkasse. På den måde sikrer vi, at du hurtigt får den nødvendige information om dit kommende træningsforløb.

Vi kontakter dig som udgangspunkt inden for 4 dage efter, at vi har modtaget genoptræningsplanen. Dit træningsforløb vil som regel starte senest 7 dage efter, at du er udskrevet fra sygehuset. I nogle tilfælde kan lægen have vurderet, at træningen først skal begynde senere, og i så fald følger vi naturligvis denne anvisning. Formålet med denne proces er at sikre, at du kommer godt i gang med genoptræningen, så du kan genvinde styrke, funktion og livskvalitet hurtigst muligt efter dit sygdoms- eller behandlingsforløb.

Ved forløbets begyndelse vil fysio- eller ergoterapeuten sammen med dig fastlægge målet og planen for din genoptræning. Terapeuten laver en individuel vurdering af dit træningsbehov i forhold til den aktuelle problemstilling.

Til den første undersøgelsestid er det en fordel, hvis du har tøj på, som du kan bevæge dig i, da det både er samtale og undersøgelse. Det er også vigtigt, at du har fodtøj på, der sidder godt fast på foden.

Træningen består typisk af et eller flere af nedenstående elementer:

  • Dagligdags aktiviteter i hjemmet, evt. med støtte fra hjemmeplejen
  • Selvtræning hjemme efter vejledning fra terapeuten
  • Vejledning og træning på Sorø Sundhedscenter
  • Fortsat selvtræning efter afslutning fra Sorø Sundhedscenter

Når du nærmer dig afslutningen af dit træningsforløb, lægger fysio-/ergoterapeuten sammen med dig en plan for, hvordan du bedst vedligeholder dit funktionsniveau i hverdagen.

Du bliver også vejledt i videre selvtræning og i motionstilbud i dit nærområde.

Du skal melde afbud hurtigst muligt og senest kl. 12.00 dagen forinden ved at ringe til Sorø Sundhedscenter på telefon 57 87 71 40.

Ved akut sygdom skal vi have dit afbud telefonisk senest kl. 8.30 på dagen.

Ved gentagne afbud vil genoptræningsforløbet blive revurderet og eventuelt afsluttet.

Ved udeblivelse uden afbud, kan forløbet afsluttes uden yderligere varsel.

Hvis du har kørsel til træning, der er bevilget af Sorø Sundhedscenter, og din tid er inden kl. 9.30, beder vi dig også om at ringe til vores kørselsselskab på tlf. 57 83 35 57.

Du skal som udgangspunkt selv sørge for transport. Sorø Sundhedscenter ligger centralt med busstoppested og parkeringsmulighed tæt på. Det er også muligt at benytte Movias Flextur.

Læs mere om flextur

Er du af helbredsmæssige grunde ikke i stand til at tage offentlig transport, kan du kontakte Sorø Sundhedscenter for at få kørsel til din første tid. Yderligere mulighed for kørsel eller kørselsgodtgørelse træffer din terapeut afgørelse om ud fra en sundhedsfaglig vurdering.

Læs mere om kørselsmuligheder

Du kan flytte din træning til en anden kommune, hvis de har plads, og kun i den anden kommunes egne tilbud.

Du skal selv kontakte den anden kommune og sikre dig, at de har mulighed for at modtage dig. Hvis kommunen siger ja, skal du få en sikker mailadresse til den pågældende kommune.

Herefter kontakter du Sorø Sundhedscenter, så vi kan sende din genoptræningsplan og et betalingstilsagn til den anden kommune.

Vær opmærksom på, at Sorø Kommune kun er forpligtet til at dække omkostninger til kørsel og befordringsgodtgørelse svarende til det, du ville have været berettiget til i Sorø Sundhedscenter.

Hvis du bor i en anden kommune, kan du vælge at få din genoptræning i Sorø Kommune, hvis vi har plads.

Det er derfor nødvendigt, at du kontakter Sorø Sundhedscenter og sikrer dig, at vi har mulighed for at modtage dig. Vi skal i den forbindelse vide, hvilken form for genoptræning du er henvist til.

Hvis din træning skal foregå hos os, skal vi bruge en kopi af din genoptræningsplan og et betalingstilsagn fra din egen kommune.

Vær opmærksom på, at din kommune kun er forpligtet til at dække omkostninger til kørsel eller befordringsgodtgørelse svarende til det, du ville have været berettiget til, hvis du havde modtaget træningsforløbet i din egen kommune.

Det er kun muligt at flytte dit kommunale tilbud om genoptræning til en privatklinik, hvis kommunen ikke kan tilbyde dig opstart af genoptræning senest 7 dage efter, du er blevet udskrevet fra sygehuset med en genoptræningsplan.

Det vil fremgå af dit indkaldelsesbrev, hvis du er berettiget til genoptræning på en privat klinik.

Læs mere om Frit Valg

Vi vil altid gerne høre fra dig, både hvis du er tilfreds eller utilfreds med den træning, du modtager, eller hvis du har forslag til, hvordan vi kan hjælpe dig bedre. Du kan henvende dig til din fysio- eller ergoterapeut eller til lederen af træningsteamet.

Ønsker du efter en dialog at indbringe en klage, kan du herunder se, hvem du kan klage til.

Klage over serviceniveau

Hvis du ønsker at klage over f.eks. ventetider, tilrettelæggelse eller omfanget af indsatsen, er du velkommen til at kontakte ledelsen på Sorø Sundhedscenter på tlf. 57 87 71 40.

Ønsker du at indbringe en klage, skal den sendes til:

Sorø Kommune
Socialservice
Rådhusvej 8
4180 Sorø

Der er ingen klagefrist på klager over serviceniveauet, og der kan ikke klages videre til en anden klageinstans.

Hvis din genoptræning foregår i en anden kommune og ikke i din bopælskommune, skal du sende en klage til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor genoptræningen foregår.

Klage over sundhedsfaglig behandling

Hvis du ønsker at klage over den sundhedsfaglige behandling, skal det foregå digitalt via selvbetjeningsløsningen, der findes på Borger.dk.

Klage over sundhedsfaglig behandling | Borger.dk

Læs mere om klagemuligheder

Hvordan ændrer jeg min aftale eller kørsel?

Kontakt os

For at ændre en aftale eller en kørsel til din aftale, skal du kontakte os. Du finder mere information herunder

Kontaktoplysninger

Senest opdateret 27-08-2025